Derfor

Som du nok har bemærket er bloggen lige nu (og de sidste uger) gået ud af sine vante rammer. Bloggen har handlet meget om projekt "Lav en julegave til børn indlagt i julen" og i den forbindelse får jeg rigtig mange mails, hvor folk spørger til, hvorfor jeg har startet det her projekt? Hvorfor lige netop indlagte børn? Har jeg selv et sygt barn?  Jeg vil gerne besvare jeres spørgsmål, for jeg kan godt forstå, I stiller dem. Derfor dette indlæg.

Bloggen har jeg helt bevidst valgt skulle være faglig, men med et lille indblik i hvem jeg er, for det er vigtigt for mig, at du også har en fornemmelse af, hvem der er bag bloggen. Det her indlæg giver lidt mere indblik en normalt :-)
Så læser du udelukkende bloggen for det faglige og for at følge mit syunivers, er det nu du skal springe dette indlæg over. Bare rolig! bloggen vender helt sikkert tilbage til sit gamle jeg inden ret længe ;-).

Det her indlæg handler ikke om syning ... og så lidt alligevel. Det handler i hvert fald om, hvorfor jeg valgte, at syning og min passion skulle være min levevej. Og måske skal vi starte her. For var min familiesituation ikke som den er, med netop et barn der ofte er indlagt eller til kontrol mm., er jeg ikke sikker på, at jeg havde turde at kaste mig ud i livet som selvstændig og jeg havde måske ikke startet syskolen. Men når ens liv nogen gange byder på ting, man ikke har lyst til og som er svære, har man brug for det, der gør en rigtig glad.
At sy og lære mit fag fra mig, gør mig glad og dét sammen med nødvendigheden af at have et arbejde med fleksibilitet, turde jeg tage springet. Jeg elsker mit arbejde højt, men jeg elsker min datter meget højere og nu har jeg friheden til at prioritere hende, når det er nødvendigt.

Min datter var ikke indlagt i julen sidste år og skal det efter planen (7 9 13) heller ikke i år. Så nej, hun får ikke glæde af gaverne, men hun er helt klart en af grundende til, at jeg gør det her.

Mange skriver til mig, at de er glade for, at jeg har overskuddet til projektet. Hmmm... overskud er nu ikke det ord, der kendetegner mig bedst, synes jeg selv. Jeg overvejede længe, om jeg skulle starte indsamlingen i år igen, for jeg var faktisk ikke sikker på, at jeg havde overskuddet, men når jeg tænker tilbage på indsamlingen sidste år, så fik jeg rigtig meget overskud af jeres gaver og søde ord! Hver eneste dag blev jeg rørt og taknemmelig over, at så mange ville bruge deres tid på at lave gaver og der var ingen tvivl om, at det var gaver lavet med hjertet. Så i år kunne jeg ikke lade være. Om børnene fik gaver igen i år, skulle ikke komme an på overskud eller ej.

Hvorfor lige hjemmelavede gaver til de syge børn? Ideen opstod da vi på et tidspunkt var indlagt med vores datter et par dage før jul. Personalet kom forbi vores stue med en stor sæk fyldt med store krammedyr. En ældre dame syede hvert år disse dyr til børnene. Der var ikke så mange, men vi var heldige og min datter fik lov at vælge et dyr.
Det rørte mig og gjorde mig glad, at en fremmed person havde tænkt på mit barn og brugt tid og tanker på at lave en gave. En situation der var tung og usikker, blev til en god oplevelse og min datter kunne tage noget rigtig godt med hjem fra hospitalet.
Jeg tænkte, at det var da lige nøjagtig det jeg skulle gøre, når jeg blev gammel. Sy tøjdyr til børn indlagt i julen. MEN hvorfor vente til jeg bliver gammel? Hvorfor ikke bare komme i gang?  Og hvorfor ikke involvere nogle flere, så alle børn kan få gaver?

Og her er det så, at jeg "udnytter" bloggen. Selvom jeg har haft min tvivl om bloggen kom for meget ud af sine vante rammer, så ved jeg også, at når flere spreder budskabet, så når vi altså rigtig langt omkring. Så kære bloglæsere: Hold ud. Bloggen er blevet udnyttet! Den vender tilbage til det faglige inden længe, men en vigtig sag kom lige forbi :-)

Jeg glæder mig til at se resten af de fantastiske gaver, som jeg ved er på vej :-)

Kh.

Mette

Billedet er af min datter og hospitalsklovnen Lulu, som gør en forskel for de indlagte børn hver dag!